Jan
02
2013

GPS løbet “Kors I Knægte”

Udarbejdet af RAMS Menighedsrådenes Skoletjeneste Ribe Stift, Skoletjenesten på Quedens Gaard i Ribe og Skoleadministration, Esbjerg kommune.

Intro til læreren

I dette forløb skal eleverne i grupper på to eller tre på tur rundt i Ribe med GPS. Her får de viden om Ribe på Reformationens tid. Med GPS og mobiltelefon i hånden løser de opgaver omReformationstiden belyst ved synlige spor i Ribe by.

GPS-forsideTitlen ”Kors I Knægte” kommer af, at i mange af knægtene på de gamle bindingsværkshuse fra Reformationstiden er der skåret kors. Inden løbets start skal der arbejdes med baggrundsviden hjemme på skolen. Løbet efterbehandles ligeledes hjemme på skolen. Den ideelle rute på løbet er på ca. 4 km. og løbets varighed er ca. 3 timer. Elevgrupperne går på egen hånd, læreren er en slags kommandocentral. Der er to klassesæt GPS á 13 stk. til rådighed. De to GPS kufferter bookes på Turistkontoret i Ribe. Løbets poster er indkodet på GPS’erne. GPS’erne er af mærker Garmin, og programmet, der anvendes, er ”Wherigo”. GPS-batterierne er opladede ved udleveringen. I kufferterne med GPS´er ligger den en oversigt med praktiske oplysninger til læreren, samt små laminerede kort over Ribe til elevgrupperne.

Poster i løbet

Der er 13 poster, svarende til antallet af GPS’er. Grupperne starter på hhv. post 1, 2, 3 osv. De går videre til den næste post i rækkefølgen, og når de har været på de i alt 13 poster, går de tilbage til Torvet. På hver post får eleverne via GPS’en nogle oplysninger samt nogle opgaver. Disse opgaver skal efterfølgende behandles hjemme på skolen.

  1. Domkirken (om årsagen til de mange altre i den katolske tid)
  2. Peder Palladius (om PP’s virke for at få Reformationen ud til ’folket’)
  3. Sankt Jørgen (om en helgens betydning i den katolske tid)
  4. Soli deo gloria (om reformations-indskrifter over døre i Ribe)
  5. Iver Munk (om den sidste katolske biskop i Ribe og hans fede nevø)
  6. Skole (om adgangen til uddannelse i 1500-tallet)
  7. Rig og fattig (om vilkårene for hhv. rig og fattig i 1500-tallet)
  8. Sct. Catharinæ kloster (om klostrets betydning for de fattige)
  9. Byporte (om adgang til en by i 1500-tallet)
  10. Skibbroen (om handel og sejlads på Reformationstiden)
  11. Riberhus (om slottes indretning og historie)
  12. Kors I Knægte (om Brand og bindingsværk)
  13. Hans Tavsen (om hans betydning for Reformationen i Danmark)

Mål

Målet med ”Kors I Knægte” er, at eleverne via GPS-løbet og de dermed forbundne tekster og opgaver får viden om Reformationen og vilkårene for mennesker i dens samtid, belyst ved til fods at bevæge sig rundt til konkrete steder i Ribe.

Tidsforbrug

Løbets varighed er små 3 timer + for- og efterbehandling hjemme på skolen.

Hvad kræver det af forberedelse?

Bestil et GPS klassesæt á 13 stk:

Hjemme på skolen

Elevforberedelse

  • Gennemgå hjemme på skolen de tekster, der hører til forberedelsen til GPS-løbet ”Kors I Knægte” og løs også de dertil hørende opgaver.
  • Sørg for, at jeres mobiltelefon er fuldt opladet, inden I tager ud på løbet.
  • GPS érne er kodet i et engelsksproget program. Derfor skal I være forberedte på, at læse æ som ae, ø som oe og å som aa.

Lærerforberedelse

  • Under lærerark findes der opgaver, med et billede og oplysninger, som eleverne får på de enkelte poster undervejs i løbet. Det er til lærerens forberedelse.
  • På lærerarket står, hvilken efterbehandling der lægges op til ved hver post
  • Under elevark findes der tekster og opgaver, som eleverne skal gennemgå og løse opgaver til hjemme på skolen, inden de starter på løbet. Teksterne kan med fordel printes i et mindre antal eksemplarer, som kan gå på omgang mellem grupperne.
  • Klassen deles op i grupper på to elever (max 3 elever i hver gruppe). Grupperne skal have et nummer mellem 1 og 13, og de skal have den GPS, der har det samme nr.. Grupperne skal begynde ved den post, der har det nummer, der svarer til deres gruppenummer.
  • Der bør være en habil læser i hver gruppe. Teksten SKAL læses op på GPS turen. Den der holder GPS´en læser teksten op. Alle i gruppen løser opgaverne.
  • Der skal være en mobiltelefon, som skal bruges til at tage fotos og noter, til rådighed i hver gruppe. Mobilen skal ikke bruges til samtaler eller sms-beskeder.

Til turen i Ribe

  • Medbring for en sikkerheds skyld 8 stk. AA batterier.
  • Medbring gerne egen mobiltelefon, så eleverne kan kontakte dig for evt. support. Husk at oplyse eleverne om dit mobilnummer.
  • Medbring et kort over Ribe med posternes placering. KUN til lærerens eventuelle støtte. Findes under lærerark.

Elev- og lærerark (til print)

– vær opmærksom på, at det kan tage tid at downloade materialerne!

Elevark

Lærerark

Dette indlæg er skrevet af Jacob Elholm in: Kors i Knægte |

Ingen Kommentarer »

RSS feed for at se kommentarerne til dette indlæg. TrackBack URL


Skriv en Kommentar

Design: TheBuckmaker.com